Aktiv vinterferie til aktive børn
I uge 7 og 8 sættes alle underholdningssejl til på landets museer og attraktioner, og med lidt planlægning kan børnene nå vidt omkring.
Tonsvis af klodser
16 lastbiler lægger vejen forbi Bella Center, inden dørene slås op for LEGO World den 16. februar 2012. De er fyldt med klodser, modeller og masser af nyheder, så alle LEGO-fans får rig mulighed for at bygge og lege.
En blodig og dyrerig vinterferie
På Experimentarium nord for København er der sjov og indvolde for hele familien. Mennesket sættes under lup, og dyr kommer under kniven – og det kan godt blive blodigt! Hjerter, lunger og øjne – alt sammen fra dyr – dissekeres, og det hele ledsages af fortællinger, så alle bliver klogere på, hvordan dyr og mennesker fungerer.
Derefter er det blevet tid til at se på levende dyr, og det kræver blot en tur til Slagelse. Cirkusland har kaldt alle cirkusdyrene hjem i vinterferien, og gæsterne kan komme helt tæt på dem. Cirkusland har også hesteshow, og søløveshow i Nordens største Søløvebassin – og glem ikke elefantens fødselsdag den 13. februar.
Leg med tog i vinterferien
På Danmarks Jernbanemuseum i Odense kan du lege med tog dagen lang. De mindste udfordres med tog-aktivitetscentre, de livlige kan køre ræs på 'ride-on'-tog, og de kreative kan bygge togbaner. Derudover er der store modeltog, dampmaskiner og computere med togspil. Du kan også bygge et tog af perler, og de færdige perletog må tages med hjem.
Kongelig kunst for børn
ARKEN i Ishøj inviterer til børne-workshop om découpager. Arrangementet er inspireret af udstillingen af Dronning Margrethes egne værker. Workshoppen starter med en tur i udstillingen, og derefter skal der klippes, klistres og lakeres.
Børn på billedjagt i Skagen
På Skagens Museum kan børnene komme på billedjagt. Alle, der kan finde fem fejl, danne ord, opdage detaljer og tegne, kan vinde præmier. Museets mindste gæster får en opgave udleveret ved indgangen, som kan løses på turen rundt i museet og afleveres i butikken. Er opgaverne løst, er der præmier i vente.
Nat på Naturama
I den anden ende af landet – i Svendborg – har Naturama stribevis af vinterferie-aktiviteter klar. I uge 7 og 8 kan hele familien kravle til tops på klatrevæggen fra Gorilla Park eller deltage i rundvisningerne på Naturama, som naturligvis foregår i børnehøjde. Og til dem der tør, er der også 'Nat på museet'.
Ud på isen med Disney i Odense
Vinterferien får et magisk touch, når Disney On Ice præsenterer deres populære isshow Disney On Ice – Helte og Prinsesser i Stadium Arena Fyn og i Forum i København. Disney leverer topunderholdning – også med skøjter på. Forestillingen byder på fantastiske kostumer, og tilskuerne føres helt derud, hvor fantasien svæver, og alt kan ske, hvis man bare tror på det.
Liv, leg og legetøj
I Aarhus benytter Den Gamle By vinterferien til at sætte fokus på legetøj. Der kan fremstilles legetøj af gammelt skrot og skrammel, og Legeaktørerne i Den Gamle By sætter gang i løjerne og hjælper de mindste med limpistolen og de drilske knapper. Go’ vinterferie til alle barnlige sjæle.
