Spot på fisk

Søndag d. 12. september 2010

Den forunderlige verden under havet kan nydes på utallige måder. I akvarier og museer, fra dækket af en fiskekutter eller serveret på en tallerken.

Danmark er et lille land med en meget lang kystlinje. Derfor har fiskeriet lige siden oldtiden haft stor betydning for os og udgør stadig en indtægtskilde for mange danskere. I det følgende sætter vi spot på museer, akvarier, lystfiskeri og de mange danske fiskerestauranter der absolut er en køretur værd.

En familieoplevelse under havet

Landet over findes der utallige muligheder for at få indblik i den forunderlige verden under havets overflade. Mest kendt er nok Danmarks Akvarium, der åbnede helt tilbage i 1939 og siden har været et populært sted for både børn og voksne. Ikke mindst de store havskildpadder, hajerne og piratfiskene er fascinerende.

Øresundsakvariet i Helsingør er skabt til at formidle dyrelivet i Øresunds karakteristiske og meget varierede havbundsmiljøer. Her får børnene rig mulighed for at røre ved dyrene – og det er ikke kun krabber og muslinger, men også sømrokker, rødhajer og stenbidere.

Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg har et stort ”sælarium”, hvor I kan opleve Danmarks to sælarter helt tæt på. I saltvandsakvariet kan I se fiskene helt tæt på og få mere at vide af akvariepersonalet, der gerne deler ud af deres store viden. Store udstillinger fortæller søfartens og fiskeriets historie. Et godt tilbud på overnatning i Esbjerg er Hotel Britannia, hvis restaurant ”Brasserie B” har lækker fisk på menuen…

I Grenaa kan Kattegatcentret prale af Danmarks største tropiske hajbassin, der blandt andet rummer de farligt udseende sandtigerhajer. Bassinet er forsynet med en glastunnel, så man kan gå en tur i den undersøiske verden. Der er også både sælarium og store akvarier med fisk fra Kattegat, blandt andet et par hajarter...

Nordsøen Oceanarium - tidligere Nordsømuseet Hirtshals - er Nordeuropas største akvarium og byder på flere lærerige aktiviteter for både børn og voksne. I det store sælanlæg blev en ny sælunge født i juli.

Fjord og Bælt er et oplevelsescenter af speciel interesse for Storebælt – ikke mindst fordi der er fokus på det rige dyreliv i Danmarks mange fjorde og bælter og dermed også i Storebælts. Oplev marsvinene (altså hvalerne, ikke de små pelsdyr) slå sig løs i det store bassin, som de deler med sælerne, eller lad børnene lege sig til viden i de mange legerum.

Ta’ med ud og fisk!

At lystfiskeri er en populær fritidsbeskæftigelse i Danmark viser blot, at fiskeriet stadig sidder i blodet på os. Heldigvis er der rige muligheder for at dyrke denne hobby overalt i landet. Nogle foretrækker at fiske ved bredden af en stille sø, andre foretrækker kystfiskeri eller fiskeri fra dækket af en kutter.

Er du nybegynder, bør du se DR’s program Rabatten fra 6. maj 2010, der handler om, hvordan nye lystfiskere undgår at blive ”snøret” og får det bedste fiskegrej til den helt rigtige pris.

Når du har styr på grejet, er det blot at finde et godt sted. Det kunne være Familiepark West, hvor du ikke blot kan prøve kræfter med lystfiskeri, men også med flere andre aktiviteter.

Skal det være ren idyl, er Mastrupsøerne et bud på godt fiskevand i smukke omgivelser. Det gælder også karpefiskeri på Gisselfeld Kloster, som har hele 23 karpedamme - anlagt i 1500-tallet.

Kan De lide østers? I så fald er østersplukning i Vadehavet det helt rigtige.

Find flere gode fiskesteder på VisitDenmarks hjemmeside.

Er der noget bedre end at komme en tur på havet på en hyggelig fiskekutter? Heldigvis er der mange muligheder overalt i landet – for eksempel M/S Emma, der sejler fra Holbæk Havn indtil slutningen af september og derefter i Øresund fra Københavns havn, M/S Amigo fra Gedser, M/S Albatros fra Hirtshals og Maagen fra Vorupør.

Fiskerestauranter, der er hele turen værd.

Mange – især mænd – rynker lidt på næsen, når der står fisk på menuen. Men den modvilje bliver hurtigt glemt, hvis du besøger en af landets mange fiskerestauranter.
Når Sundhedsstyrelsen nu alligevel anbefaler at spise mindst 300 gram fisk eller skaldyr om ugen, kan man lige så godt gå efter det allerbedste...

Krogs Fiskerestaurant slog dørene op helt tilbage i 1910 og har dermed haft 100 år til at perfektionere kunsten at tilberede fisk. Krogs Fiskerestaurant ligger på Gammel Strand i København – lige præcis på det sted hvor fiskene blev landet i gamle dage og hvor fiskerkonerne højlydt falbød deres fisk og skaldyr. Faktisk stammer begrebet ”rejekælling” herfra og er siden blevet synonymt med særlig højrøstede kvinder.
Den sidste fiskerkone var i øvrigt Doris Marx, der sluttede karrieren som Københavns sidste fiskekone den 13. marts 2008. ”Engang stod der fiskekoner helt ned til hjørnet dér. Nu er der kun mig tilbage”.

Da hun som 18-årig kone åbnede sin lille fiskebod på Gl. Strand, var de kun fem tilbage. De andre koner var ældre, og derfor havde hun de sidste mange år været Gl. Strands eneste fiskekone.

Acquamarina er Københavns første italienske fiskerestaurant og er tilknyttet Era Ora, indehaver af en af de eftertragtede stjerner i Michelin-guiden (se også artiklen ”Spot på Gastronomi”).

Som navnet antyder, er Kødbyens Fiskebar en uformel, men eksklusiv måde at spise på – og både maden og stemningen er i særklasse. Bliver du i København natten over, kan du overnatte på Hotel Alexandra, der ligger centralt.

Restaurant Seafood er en af landets førende fiskerestauranter, smukt beliggende på Marselisborg Lystbådehavn med udsigt til Århus by og bugt. Restaurant Pihlkjær ligger også i Århus og byder på en menu der tager udgangspunkt i de bedste af sæsonens økologiske råvarer kombineret med dagens friske fangst – enkelt, hyggeligt, lækkert og alt sammen til en rimelig pris. Er du i Århus, kan du bagefter passende slå mave på det 4-stjernede Radisson Blu Hotel.

Oplev Danmark ønsker dig gode oplevelser og god appetit!

Søg i Oplev Danmark

Søg efter spændende oplevelser ud fra geografi eller kategori: