Julestart og underholdning på de skrå brædder

Torsdag d. 3. november 2011

Snart åbner landets fantastiske julemarkeder og indenfor i varmen er teatre og spillesteder klar med nye spændende forestillinger.

Oplev både det klassiske og det nyfortolkede i november når Det Kongelige Teater stiller op med et sprudlende og varieret program inden for skuespil, opera og ballet. Eksempelvis kan du opleve Brechts skuespil ’Det Gode Menneske fra Sezuan’ om den prostituerede Shen Te, der skal bevise over for tre livstrætte guder, at det er muligt at være god og stadig overleve.

Der er mere klassisk skuespil på banen, når Søren Sætter-Lassen indtager hovedrollen i Molières komedie ’Den Gerrige’ om Harpagon, der i sin griskhed forsøger at gifte sine børn væk til gamle, rige bejlere.

I Operaen kan du se den prisvindende opsætning af P.O. Enquists roman ’Livlægens Besøg’ om det berømte trekantsdrama mellem Kong Christian VII, Dronning Caroline Mathilde og livlægen Struensee.

Derudover spiller Mozarts charmerende forvekslingskomedie ’Cosí fan Tutte’, hvor soldaterkammeraterne Guglielmo og Ferrando forsøger at lokke deres kærester i uføre.

Charles Dickens løber løbsk på Nørrebro Teater, hvor forestillingen ’Oliver med et Twist’ byder på et Victoriansk virvar med Rune Klan i spidsen som Fagin, hvis bande består af tyveknægte, der breaker til bandet Analogiks livlige balkantoner.

Tag de mindste med til juleteater

Familien får travlt, hvis den skal nå samtlige teateroplevelser henvendt til det yngre publikum. På Folketeatret kan I både få glæde af gæstespillet ’Kling Klang’, om hvordan musik opstår og hvordan alt kan være en kilde til rytme og fantasi. Samme sted spilles ’Peters Jul’ – forestillingen alle børn bør opleve mindst én gang.

Der er mere juleteater for de små på Det Lille Teater, hvor børnene kan høre historien ’Ja Ja Nemlig’ om en mand og en dame, som måske er rigtige nisser.
Traditionen tro kan du møde politimester Bastian, røverne Kasper, Jesper og Jonathan og alle de andre fra ’Folk og Røvere i Kardemomme By’ på Bellevue Teatret. 

Det Ny Teater byder på den verdensberømte musical Annie om den lille rødhårede børnehjemspige fra New York. En forestilling med masser af sjov, sang og dans for børn i alle aldre.

Besøg Sjællands fineste julemarkeder

I år bliver Tivolis Julemarked en ganske særlig oplevelse, idet forlystelsesparken bliver transformeret til en russisk by, med sin egen Vasilij-katedral og et juletog der kører igennem kirken.

Gavnø Slot i Næstved lægger hus til Danmarks største julemarked d. 5. og 6. samt 12. og 13. november. Over 200 boder og stande disker op med julegaver, delikatesser og øl fra slottets eget bryggeri. Gå på oplevelse i parken og slotskapellet og lad børnene more sig med ponyridning, skattejagt og meget mere.

Andelslandsbyen Nyvang slår d. 27. og 28. november samt 4. og 5. december dørene op for deres traditionelle julemarked, hvor boderne bugner af brugskunst og juledelikatesser. I forsamlingshuset kan man endvidere se en opførsel af ”Peters Jul” og spille med i julelotteriet om flotte præmier.   

Nyd en overnatning i København

Ønsker du at overnatte i forbindelse med et besøg i eller nær København, er der gode tilbud at finde i gåafstand fra centrum. Både Copenhagen Crown og First Hotel Vesterbro ligger ideelt i forhold til shopping og seværdigheder i indre by og er perfekt til en familieferie.

Vil du bo lidt uden for byens mylder, byder Clarion Hotel Copenhagen på rolige omgivelser der emmer af luksus, som inkluderer en økologisk morgenmadsbuffet og en spa-afdeling til fri afbenyttelse.

Til sidst vil vi blot ønske dig en dejlig november med masser af spændende oplevelser.

Se huskelisten »

Søg i Oplev Danmark

Søg efter spændende oplevelser ud fra geografi eller kategori: