Påske på børnenes præmisser
Påsken er lig med skolefri, og ferien med børn eller børnebørn byder på et væld af muligheder rundt omkring i Danmark.
Eksotisk påske på hjemlige breddegrader
Normalt forbinder man påske med harer, kyllinger og lam, men vil du se både traditionelle danske dyr og eksotiske arter på samme tid, er der flere steder at tage hen.
I Randers Regnskov får du fornemmelsen af at træde direkte ind i en tæt jungle fyldt med vilde dyr. Besøg Sydamerika, Asien og Afrika i løbet af en eftermiddag, og se slanger og aber mens du bevæger dig rundt mellem kæmpelianer, brætrodstræer og brusende vandfald.
Alternativt kan turen gå forbi de frygtindgydende løver i Givskud Zoo. Parken har i anledning af påsken åbnet gitterporten til nogle af de spændende dyr, så publikum kan få et indblik i, hvordan en zoologisk have ser ud bag kulisserne. Her kommer man helt tæt på blandt andet løver og næsehorn.
Krible-krablende kryb er den store attraktion i terrariet i Vissenbjerg. Her finder du en af Skandinaviens største samlinger af krybdyr, padder, skorpioner og edderkopper.
Med base i et sommerhus kan du kombinere aktiviteter med afslapning.
Morsom læring i ferien
Når skolebøgerne er lagt væk i ferien, kan du stimulere hjernecellerne på en anderledes og underholdende måde.
På Experimentarium i Hellerup ved København får børnene lov til at tage et dyk i naturvidenskabens verden. I påsken kan du blandt andet se, hvordan en dyrlæge arbejder og prøve at puste lungerne fra en gris op. Du kan også opleve de enorme kræfter, som vand kan frembringe og opleve det store sus ved at surfe ned ad en gigantisk bølge.
Vil du lære mere om historien, er Sagnlandet Lejre et perfekt sted at starte. Friluftsmuseet på Midtsjælland viser miljøer fra stenalder, jernalder og vikingetid. 2012 er udnævnt til madens år, og som gæst kan du bogstaveligt talt smage på fortiden og blive klogere på, hvad vores forfædre spiste i påsken.
Også Nationalmuseet giver historiske vingesus i børnehøjde. I øjeblikket viser museet en særudstilling der handler om hvad der er særligt for Europa og hvordan europæerne op gennem tiden har set på verden.
Hvis børnene har en lille journalist i maven, skal I tage en tur til Brandts i Odense. Her har Mediemuseet til huse, hvor I kan skabe jeres egne medieproduktioner og gå på opdagelse i den nyeste teknologi. I påsken bliver årets pressefoto udstillet på den gamle klædefabrik.
