Sjove oplevelser i januar
Med lidt økonomisk omtanke kan januar sagtens blive en spændende måned for både børn og voksne. Mange attraktioner og museer, hoteller og feriecentre holder åbent i årets første måned – og overalt er der butikker med stærke udsalgspriser.
Varm vinterbadning
Høje temperaturer og swimmingpools med plads til sjov kræver ikke nødvendigvis en flybillet sydpå. I Billund sætter Lalandia Aquadome nye standarder for et vandland. Her er vandaktiviteter for hele familien i tropiske omgivelser.
Sus ned gennem de sjove vandrutsjebaner – ’Tornadoen’ vil helt sikkert være januars mest spektakulære tur i vandet - rid på bølgen blå i bølgebassinet eller slap af i et af de varme boblebade. Til de mindre børn er der flere legeområder med plads til nærvær og leg. Lalandia Aquadome har både restauranter og cafeer, og familien kan nemt bruge flere dage i det populære badeland.
Hyggelige hotelophold er en anden form for forkælelse og afslapning. På Rold Storkro i Nordjylland er naturen et vigtigt element. Her mødes gæsterne af lækre og indbydende omgivelser placeret midt i den skønneste natur.
Ta’ på shopping
På de fantastiske udsalg, der finder sted i januar, er der penge at spare på ethvert gadehjørne.
Lægger du vejen forbi Odense, så tjek butikkerne i Kongensgade og Vestergade. I Aarhus bør udsalgsruten starte på Strøget, der kan mønstre 850 meter med 150 spændende butikker klinet op ad hinanden. Og i Aalborg er det hyggelige gader som Bispensgade og Algade, der trækker de prisbevidste til.
Elsker du et godt lagersalg, skal du tjekke Lagersalg Jylland, der har butikker i Aarhus og Randers. Du kan spare op til 75 % på forskellige mærkevarer.
Samtidskunst og klassisk børneteater
For børn som voksne er der både teater og spændende udstillinger lige nu. På Aalborg Teater spiller de Pippi, og Pippi er naturligvis, sammen med Tommy og Annika, klar til ballade.
Den enestående islandske kunstner Olafur Eliasson har leveret fantastiske lysekroner til Operahuset i København og lyssætning af en trappe i kronprinsparrets hjem. Lige nu udstiller han en række værkinstallationer på ARoS i Aarhus, samlet under titlen Your Rainbow Panorama, og lad det være sagt, sanserne bombarderes.
I Odense er Brandts et besøg værd. Udstillingen ENTER II sætter fokus på ung dansk samtidskunst, og er børnene med på Fyn, så huser Brandts også Vandkongens Udestue og andre Hjem, som er en sanseudstilling for børn.
Ud og ind i naturen
At december og julen udpræget er børnenes fest, behøver ikke at betyde at januar er kedelig for børn. Der er masser af børnevenlige aktiviteter, som ikke behøver at koste en formue.
En rask gåtur i det fri - i skoven eller langs stranden. Mærk naturen, når den viser sig fra sin barske side, og slut af med en kop varm chokolade.
Det mest avancerede naturhistoriske museum i Nordeuropa, Naturama i Svendborg, slår dørene op for en ny sæson den 14. januar. Med skiftende lys, avanceret lyd, flotte film og billeder kan børnene opleve dyrene til vands, til lands og i luften.
Levende dyr kan du opleve i Odense Zoo, der holder åbent om vinteren og byder velkommen til VinterZoo, hvor mange af dyrene i bogstaveligste forstand har iført sig vinterpels. Også Aalborg Zoo holder vinteråbent.
Glad for mad
Det er årstid for diæter, der jogges løs og spises sundt, men derfor kan man alligevel få lyst til at gå ud og nyde et godt måltid mad.
På Fyn er Munkebo Kro i nærheden af Kerteminde, Sortebro Kro i Odense og Restaurant 5 i Svendborg nogle af de dejlige spisesteder. I Jylland er blandt andre Fakkelgården i Haderslev, Molskroen ved Ebeltoft og Mortens Kro i Aalborg bestemt et besøg værd.
