Gør vinteren til en sjov oplevelse

Onsdag d. 1. februar 2012

Mad, afslapning, musik, teater og gåture i smuk natur kan løfte stemningen i en vinterkold februar.

Et gourmetophold på Munkebjerg Hotel, en afslappende ferie i naturskønne omgivelser på Hotel Kommandørgården på Rømø, spændende udstillinger og teaterforestillinger – der er mange gode bud på, hvordan man får en lun februar.

Musik, maleri og teater

I Musikhuset Aarhus byder de på alt lige fra opera og celloaften til vinterjazz og koncert med Dicte og Claus Hempler. I Strib på Fyn er der igen spot på musikken på den årlige Strib Vinterfestival, og i Aalborg har Nordkraft mere end en håndfuld koncerter parat.

ARoS i Aarhus kan du stadig nå at se den enestående ’Your Rainbow Panorama’ af verdenskendte, islandske Olafur Eliasson. Men du skal til at skynde dig – udstillingen slutter 26. februar 2012. I en helt anden genre viser museet en række værker af maleren Mogens Gissel og giver et indblik i kunstnerens sanselige og gennemreflekterede univers.

Odense Teater er den amerikanske Enron-skandale sat i scene. Virksomheden Enron buldrer af sted, 20.000 medarbejdere, Wall Street og hele det amerikanske folk forføres. Pludselig brister ballonen, og det hele har været et luftkastel.

Gode overnatningstilbud i smukke omgivelser

Skolernes vinterferie er fordelt over de to midterste uger af februar – fra den 11. til 26. februar. Læs artiklen Aktiv vinterferie til aktive børn.

De gode oplevelser bør rundes af med en god nattesøvn. I Silkeborg kan Radisson Blu danne rammen om et vinterophold i det jyske. Nær hotellet ligger de smukke Silkeborgsøer, flere spændende museer og et hyggeligt indkøbsstrøg.

På Rømø er der stille og roligt om vinteren, og i vinterferien er der oceaner af tid til at se nærmere på øen og gå lange ture langs stranden. Tjek ind på Hotel Kommandørgården – så kan turen i det fri følges op af et besøg i den indendørs pool eller med en tur i dampbadet.

Gourmet og afslapning

Tæt ved Vejle tilbyder Munkebjerg Hotel et eksklusivt gourmetophold i smukke og naturskønne omgivelser ved Vejle fjord – her kan gæsterne også lægge vejen forbi Munkebjerg Fit & Relax og Casino Munkebjerg.

Romantisk middag

Den 14. februar er valentinsdag, hvor romantikken og kærligheden er i højsædet, og champagne, lækre chokolader og mørkerøde roser bliver solgt i stride strømme. Hvis du imidlertid vil gøre noget ekstra ud af dagen og den udkårne, så har Danmark mange fine restauranter, der er et besøg værd.

På Fyn er Hotel Hesselet ved Nyborg, Restaurant Kvægtorvet i Odense og Hindsgavl Slot ved Middelfart gode bud. I det jyske er Christies i Aabenraa, Malling & Schmidt i Aarhus og Rosdahls i Aalborg et must.

Brug for varme i februar?

Selv om et kig ud af vinduet vidner om, at det er vinter, så kan troperne faktisk være tættere på end ventet. Er der stemning for tropiske varmegrader og badeliv frem for sne og frost, så book et ophold i et af Danmarks mange badelande. Her er vand og varme for alle, og er der brug for en smule forkælelse, så har flere af dem også fine wellness-faciliteter. Besøg f.eks. Lalandia i Billund.

Se huskelisten »

Søg i Oplev Danmark

Søg efter spændende oplevelser ud fra geografi eller kategori: