Sidste nyt (15.06.2018): Desværre ser det ud til, at der ikke kommer falkeunger ud af redekassen på Storebæltsbroen i denne omgang. Derfor slukker vi kameraet inden længe. Vi håber, at vi kan vende tilbage næste år, men det afhænger naturligvis af, om falkene vender tilbage.

***

For et par år siden blev der sat en redekasse, særlig velegnet til vandrefalke, på en af østbroens piller. I år har to vandrefalke slået sig ned i boligen, og de er nu i fuld gang med at stifte familie.   

Da redekassen blev sat op i 2012, var der kort tid efter besøg af en enlig vandrefalk. Men det var først i 2016 og 2017 at et par vandrefalke viste  tydelig yngleadfærd.  Det er dog typisk for vandrefalke at bruge et til to år på at lægge det første æg.

Nu i 2018 ser det ud til, at redekassen langt om længe vil opfylde sit formål. Et par falke har slået sig ned og har foreløbig lagt to æg i redekassen. De skiftes til at ruge på dem og alt ser således fredfyldt ud.

Falkerede-cam

Du kan følge falkene live her på vores rede-cam. Hvis du ser det via en mobiltelefon, skal du dreje telefonen en kvart omgang - du kan ikke komme til at trykke på afspil-knappen, hvis du holder mobilen på højkant.

Da det er strengt forbud at standse på Storebæltsbroen, med mindre ens bil er gået i stykker, er dette den eneste måde, du kan følge vandrefalkene på. Men vi har fået nye webcams med billeder i høj opløsning, så her kan du - uden at forlade hjemmet - følge tæt med i udrugningen.

Vandrefalken - en sjælden fugl

Der er formentlig kun lige omkring 10 par vandrefalke i Danmark.

Vandrefalkens naturlige redesteder er at finde på høje skrænter og klipper på Møn, Stevns og Bornholm, men den yngler også i redekasser på Mønsbroen og på store bygninger som Kyndbyværket, Skærbækværket og Enstedværket.

Et udpluk fra Dansk ornitologisk Forenings hjemmeside beskriver vandrefalken således:

"Vandrefalken er en af dyreverdenens mest fascinerende skabninger og et af verdens hurtigste dyr. Den er en fantastisk luftakrobat og i stand til at nå hastigheder på op mod 390 km i timen, når den styrtdykker efter sit bytte fra stor højde.