Lørdag d. 9. december 2017 er finaledag for Aarhus’ år som europæisk kulturhovedstad, og det markeres med en byge af events i hhv. Hvide Sande og Aarhus. 

I Hvide Sande mødes repræsentanter fra hele Region Midtjylland for at sende positiv energi og kulturel medvind videre til næste års europæiske kulturhovedstæder: Leeuwarden i Holland og Valletta på Malta. Klokken 17.00 til 17.30 vises hele afslutningsceremonien i Hvide Sande på storskærm på Aarhus Havn. Celebrate the year - Aarhus havn 

Dag, aften og nat vil Aarhus genlyde af gratis musik - mere end 20 venues byder på musikalske godter i mange genrer: metal, jazz, elektropop, rap, punkrock, klassisk, new folk, elektronisk musik og meget mere. Det begynder allerede kl. 14, når de første bands går på scenen på Godsbanen.

Men også efter den officielle afslutning er der et par arrangementer, det er værd at kigge på.

Verden for dine fødder

22. december 2017 15:00 - 21:00
Kulturhovedstadsprojektet VERDEN FOR DINE FØDDER kulminerer med en stjernespækket koncert, præsenteret af Flamenco Teatret, i Turbinehallen centralt i Aarhus. Her vil du opleve en række af flamencoens absolutte verdensstjerner blande blod med dansk folkekultur. Årets projekt afsluttes i selskab med spanske flamencolegender, danske folkeikoner og internationale gæster som en storslået hyldest til den levende folkekultur, fællesskabet og det internationale kulturmøde.

Flamencolegenderne er fire af Spaniens største flamencokunstnere, danser Jose Suarez "El Torombo", guitarist Eugenio Iglesias, sanger Guillermo El Manzano og danser Manuela Vargas. De indgår i et unikt samarbejde med bl.a. Rasmus Dissing, Claus Hempler og Andrea Pellegrini.

Hesitation of light

Frem til 1. januar 2023
Kunstneren Signe Klejs har i anledning af det særlige år skabt et spektakulært værk, Hesitation of light, hvor hun oplyser den ikoniske Ringgadebro. Broen forbinder byen tværs over det langstrakte banelegeme imod sydvest, som en byport til Aarhus.

Hver aften filmes solnedgangen, og hver aftens unikke farvespil analyseres og projiceres - med et par timers forsinkelse - på broens betonkonstruktion. Ca. 200 lamper er nøje placeret på broen og sikrer, at dagens farvepalet gradvist gløder op, når tusmørket har sænket sig. 

Hesitation of Light er opkaldt efter den århusianske astronom Ole Rømers opdagelse i 1675. Ole Rømer påviste, at lys rejser med en hastighed - han kaldte opdagelsen for lysets tøven. Kunstværket fanger lyset, får det til at tøve og giver Ole Rømers koncept en helt ny betydning.

FUGL

18. december 2017 17:00 - 19:00
FUGL er en drømmende hybridforestilling, hvor danseteater, fortælling, video og musik smelter sammen i et helstøbt billede:  En cyklisk Fønix-historie om det, der opstår, forgår, genopstår og til stadighed genskabes.

Karaktererne optræder i farverige fuglekostumer, og skyggerne danser på de langsomt bevægelige naturbilleder. I samspil med stemningsmættet musik skabes et univers med plads til fordybelse. Børn er velkomne.

ELDERLY GREY MOON, PART I & II

Frem til 31. december 2017
I Kunsthal Aarhus folder den anerkendte tyske kunstner Ulla von Brandenburg sig ud med udstillingen ELDERLY GREY MOON, PART I & II. Hun arbejder med sit helt eget billedsprog, der trækker på traditioner og udtryk fra teater, film og fortællekunst i en ny film og installation, der er skabt specielt til Aarhus.

Von Brandenburgs værker er kendetegnet ved brugen af gardiner, kostumer, rekvisitter og iscenesættelser og er baseret på en række historiske referencer, herunder tableau vivant, moderne teater, folkelige traditioner og ikonisk arkitektur. 

Den Gamle By

Frem til 30. december 2017
Nu det er december, skal du selvfølgelig også et smut forbi Den Gamle By, der er noget helt særligt i julen. Overalt hersker der en magisk stemning.

Huse, forretninger og gader er pyntet op, så de repræsenterer tre forskellige perioder fra de seneste 400 år og giver et indtryk af, hvordan julen er blevet fejret i Danmark fra starten af 1600-tallet til 1970'erne. Det bliver en ægte juleoplevelse, og i weekenderne kan man besøge Den Gamle Bys julemarked med gadeboder, hornorkestre og ildforestillinger.

Overalt i Den Gamle By kan man få et kig ind i bygningerne og se, hvordan folk traditionelt har forberedt sig til juleaften, hvor menuen står på and og gås og selvfølgelig en mandelgave til den heldige!

Bor du øst for Storebælt, kan du få rabat, når du besøger Den Gamle By