Selvfølgelig kender alle først og fremmest Odense som H.C. Andersens fødeby. Han var den grimme ælling, der rejste sig over sin stand, og man kan faktisk stadig se den vaskeplads, hvor de fattige koner – bl.a. digterens mor – vaskede for byens finere borgerskab. Odenses fattigskole fra 1570, hvor han gik i skole, det sted, hvor han angiveligt er født, og det hus, hvor familien boede 1807-19 findes også stadig. Begge hans tidlige hjem er i dag museer, men udstillingen i fødehjemmet er efterhånden svulmet op med tilbygninger og moderne udstillingsfaciliteter.

20 eventyr på 20 minutter

Den hurtige og børnevenlige introduktion er H.C. Andersen Paraden, der spilles 3 gange dagligt i sommerperioden – 20 eventyr på 20 minutter. Hvis du har lidt bedre tid – godt fem kvarter – kan du nyde den lune sommeraften til friluftsspil i Den Fynske Landsby 15/7-8/8. I år gælder det den uomgængelige ”Fyrtøjet”.

Den Fynske Landsby består af originale landsbyhuse fra Fyn og de omkringliggende øer med samme byggestil og er samlet til et hele, så man fornemmer 1800-tallets levevilkår på landet. Om sommeren befolkes mange af husene med frivillige entusiaster, der passer marker og huse eller traditionelle håndværk som smedens. Og kromutters: på Sortebro Kro kan man få velbrygget kaffe og kage i sæsonen.

Sejle op ad åen

Turen mellem centrum og landsbyen kan gøres ad Odense Å. Her har man drevet bådfart siden 1882 fra maj til slutningen af august, Den tur kan i øvrigt også kombineres med H.C. Andersen på en såkaldt ’eventyr-tur’ - i sommerferien er der en tur daglig med afgang fra Munke Mose. Der fortælles eventyr ombord, mens der opføres tableauer ved åbredden. Oplevelsen kan uddybes med en app til telefon og tablet.

Angiveligt er bådfarten på Odense Å den sejlads, der synges om i ’sejle op ad åen’. Nu om dage er det dog andre toner, der lyder langs åen. Lørdage sommeren igennem er der nemlig jazzband ombord, som spiller – selvfølgelig - riverboat jazz.

Strandsvejsvillaer og vilde dyr

I parentes bemærket kan man vælge af følge åen til fods og nærmest glemme, at der ligger en by omkring en … eller kigge på nogle af de mondæne villaer, der er Odenses svar på Strandvejen og havudsigt nord for København. Undervejs skifter naturen og ikke mindst dyrelivet imidlertid karakter, og der høres dybe brøl og sære skrig:

Åen bugter sig nemlig forbi Odense Zoo, der byder på alle mulige slags dyr, endda adskillige unikke attraktioner som søkøerne i Oceanium og de majestætiske kongepingviner. Det er også muligt at komme helt tæt på flere af dyrene. Man kan f.eks. købe billet til at håndfodre girafferne i øjenhøjde – og det er de smukkeste brune øjne, man kan tænke sig – eller tage børnene med ind til katta lemurerne, der ganske uimponerede tager imod madskåle af deres fjerne, menneskelige slægtninge.

Slot, kirke og kunst

Odenses status som stor provinsby fornægter sig ikke. Tre konger ligger begravet i Odense – Christian II, Kong Hans og – ældst af dem – Knud den Hellige, der blev myrdet af oprørske undersåtter, men senere helgenkåret. Det er ham, der lægger navn til domkirken Skt. Knuds Kirke, en smuk gotisk katedral fra 1300-tallet. Fra nyere tid kan byen prale af Odense Slot, men dette kongeslot fra 1723 er i dag en kommunal bygning uden adgang for offentligheden. Den tilhørende Kongens Have er derimod åben i dagtimerne og lægger græs til en række kulturelle arrangementer året igennem.

Odense har i det hele taget udviklet sig til lidt af en ’festival-by’. Sommeren starter med den stort anlagte Tinderbox rockfestival 26.-28. juni og fra 16. august falder de i rap: H.C. Andersen Festival, Odense Internationale Filmfestival og så byfesten Karrusel, der også er de unges studiestart-fest.

Holder man mere af en lidt mere dæmpet kultur, er der også nok at vælge imellem. Der er byhistorie og verdenshistorie med fynske øjne på Møntergården, hvor man i øvrigt kan holde picnic i gården. Der er forskellige former for moderne kunst på både Brandts og Kunstbygningen Filosoffen. Der er Danmarks Jernbanemuseum, Europæisk Automobilmuseum og sågar et museum for samtlige danske Tupperware-produkter siden 1962!

De nåede færgen – på en Nimbus

Hvad museer for køretøjer angår, er det lige værd at nævne en særudstilling: På Tidens Samling i Farvergården er der resten af året en udstilling om industrieventyret Nielsen & Fisker. Det vil sige om den karakteristiske Nilfisk-støvsuger, som engang stod i hvert andet hjem, og den udødelige Nimbus motorcykel, som i forbindelse med Storebælt vil minde generationer af skolebørn om Johannes V. Jensens ”De nåede færgen”. For mange er en Nimbus, motorcyklen, der kun blev fremstillet i 40 år frem til 1959, et skattet samlerobjekt.

Museets permanente udstilling viser i øvrigt et omfattende udsnit af klæder, form og bolig i sidste århundrede – hvilket har gjort dem til leverandør af rekvisitter til adskillige film, bl.a. sidste års succes ”Kapgang”.